Debatindlæg

Alle tiders synder

Fortidens nutidens og fremtidens synder
Vi bliver vist ved med at "synde" mod fremtiden.
Nå, men her er et læserbrev, der måske bliver bragt i Roskilde avis og / eller Dagbladet.
Det handler om at "vi" ignorerer at forurening med mikroplast og PFAS m fl giftstoffer er en uundgåelig følge af de plasticbaner, "vi" er så interesserede i at etablere alle vegne.

Anledningen er et forslag til kulturudvalget som kan læses her   og nogle læserbreve fra sommerens løb, hvor politikere er uenige om, hvorvidt fordelene ved kunstige underlag overstiger ulemperne. 

Fortidens nutidens og fremtidens synder

Alle tiders synder


Der har i sommerferien været lidt læserbreve frem og tilbage om plasticforurening fra udendørs plasticbaner til idræt. Fordi byrådet skal beslutte om "vi" indtil 2030 skal fortsætte at forurene med giftholdigt plastic med åbne øjne af hensyn til idræt.
DN er generelt imod forurening, og også mange andre er kede af mikroplast og PFAS i havet, fjorden, søerne, jorden, afgrøderne, blomsterne, bierne, blodet og modermælken ligefrem.
Men mange anerkender ikke konsekvenserne af at plasticbelægning i det fri (med eller uden små strimler "kunstgræs" med knuste bildæk imellem) selvfølgelig forurener med mikroplast og de giftstoffer, der siver ud af de knuste dæk ("granulat").


At benægte at forurening forurener har lange traditioner.
Her bare nogle få nedslag fra nyere tid. Der er masser af andre.
* I 1950-erne var mange enige om at giften DDT var en ren gave til menneskeheden. Idag er det forbudt i de fleste lande.
* Indtil en gruppe medicinstuderende i 1971 påviste "malersyndromet" havde alle glemt eller ignoreret at opløsningsmidler i maling gav hjerneskader. Trods indædt modstand i starten, mod indsats med værnemidler og erstatning af de værste midler, er "malerhjerne" idag blevet sjælden.
* I 1978 måtte københavnske bygningsarbejdere gå i konflikt for at få accept af at epoxy er så farligt at man skal bruge andre midler eller iagtage mange omhyggelige sikkerhedsforanstaltninger. Ledende kommunalpolitikere nægtede at anerkende det, men måtte tilsidst bøje sig. (Sært nok reklamerer et firma idag begejstret med "få svar på alt om epoxy", uden med et ord at nævne de alvorlige sundhedsfarer, det har. Det kan man godt kalde en nutidig synd).
* Først i 1985 blev det alment kendt at Freon (og beslægtede stoffer) langsomt men sikkert nedbryder ozon højt i atmosfæren, og dermed truer menneskers og hele klodens sundhed. Der blev brugt mange resurser på at opfange det og erstatte med andre midler. Stadig er mange i Verden "ikke med" - så trods hvad man nok tror, udledes der stadig Freon. Selvvalgte skyklapper er hverken et lokalt eller overstået fænomen.

 

* I 2007 blev "Lov om røgfrie miljøer" vedtaget i Danmark. Stadigvæk kan man høre at det slet ikke er så farligt som lægevidenskaben påstår. Dog meget sjældnere nu; dengang var mange helt stålsatte. Sagkundskab er generelt ikke ret populært.

* Mere eller mindre direkte udtalt "klimabenægtelse" var længe socialt acceptabelt. I 2023 ser vi mange tydelige eksempler på at eksperterne ikke bare er grædekoner, men netop har forudsagt effekterne meget præcist, omend lidt for forsigtigt. Så nu er det ikke længere pænt at sige højt at man er imod "grøn omstilling".

Fortidens synder rammer os generelt i nakken. Øjnene lukker vi så længe som muligt.

Plasticbaner er populære i disse år, og mange vil ikke anerkende, hvad sagkundskabn tydeligt siger: Især det nødvendige "infill" er en meget stor kilde til forurening med mikroplast og en lang række giftstoffer - lige ud i fri luft og sivende vand.
Om hvor mange år vil vore efterkommere mon sige om os: "Det er fortidens synder. Hvor var de kortsynede dengang"?

Ikke kun om det giftige infill, der dog er et vist fokus på. Også det kunst"græs", som jo selvfølgelig bliver slidt til mikropartikler og spredt i luften, men som ingen rigtig orker se kritisk på.
Også de meget populære padel-tennis plastgulve spreder selvfølgelig mikropartikler. Hvad man heller ikke vil tage alvorligt er at der også siver PFAS ud af det - lige ned i jordvandet. Ingen fabrikater er uden. Nutidens synder. Skal det også være fremtidens?

Allerede de gamle grækere lagde stor vægt på god fysisk form. Det gik fint uden plasticbaner.
Heller ikke 1920'ernes kropsbegejstring blev hæmmet af mangel på plastbaner.
I det hele taget: Skal man virkelig tro på at giftig plastic er en ren gave til vores sundhed? Når alle generationer før os godt har kunnet bruge kroppen til alt muligt?

Flere nyheder