Gundsømagle Sø
Tæt på fugle i rør, skov og engGundsømagle Sø ligger i et fredet område med dyr, planter og vildnis. Vandfladen er cirka 40 ha, men hele området med pile- og birkekrat, tørvegrave, moser, skov, marker, enge, græsklædte skrænter og en af Danmarks største rørskove er 370 ha. Fugleværnsfonden, som ejer store dele af søen og bredden, har opsat informationsskilte ved p-pladsen i Østrup.
Området vrimler med fugle. Om foråret synger det helt store fuglekor, bl.a. vandrikse, nattergal, rørdrum og mange sangere. Rørhøgen ses ofte, mens man skal kigge grundigt efter skægmejserne. Fugleværnsfondens plejegruppe og græssende kreaturer holder engen åben og giver plads til bl.a. gøgeurter, gæs og vadefugle. Se i øvrigt fuglevaernsfonden.dk.
Via en 300 meter lang gangbro kommer man helt tæt på dyr og planter, mens to fugletårne giver overblik over sø, rørskov og eng. En trampesti løber gennem skov og krat med fugle, frøer, planter og måske en snog.
Adgang
Der er adgang til søen fra Kirkerupvej, p-plads på Store Valbyvej i Østrup og til mosen i vest via Søvej i Gundsømagle.
Se udsendelse fra Roskilde TV
I anledning af DN Roskildes udgivelse af folderen om naturperler i Roskilde Kommune har Roskilde TV været på besøg i Gundsømagle Sø med Bjørn Petersen, formand for DN Roskilde.