Roskildes bynatur
Parker, kilder og middelalderens råstofgravePå skråningen mellem byen og fjorden ligger to store parker. Nord for biblioteket ligger Folkeparken med svampe, flagermus, sangfugle, isfugle, natugler, amfiteater, legeplads og fjordudsigt. I et af vandhullerne er der butsnudet frø. Søerne er huller fra udgravning af kildekalk (frådsten), et bygningsmateriale til bl.a. domkirken og mange andre kirker. På de grå frådsten i Sankt Ibs Kirke kan man se aftryk af kviste og blade.
Mod vest ligger Provstevænget og Byparken. Provstevænget er fredet for udsigtens skyld, og fordi resterne af den gejstlige middelalderbydel med kirkeruiner og boliger ligger lige under jordoverfladen. Sankt Hans Kilde kommer ud af et ”kildehoved” oven for Tuttesti. I den nordvestlige ende af Provstevænget springer en anonym kilde frem mellem hyld og hestehov. Byparken var en gave fra en rig borger med betingelsen ”ikke til nogen form for sport”. Fra restaurant Pipers Hus er der udsigt over løgplæne, vandløb, sø og havn. Den vilde flora, funga og fauna finder man under buske og i de store træer.
En af byens største kilder er Maglekilde, der leverer ca. 45.000 liter vand i timen. I 1800-tallet var kildevandet rent og blev brugt som kurvand. Nu ledes det under jorden til et vandløb gennem Byparken og plænen ved Vikingeskibsmuseet. Roskilde Oplevelseshavn tilbyder naturoplevelser på havnen og i fjorden bl.a. med et turprogram.