Snoldelev Mose og Gl. Havdrup Mose
Fuglekiggeri i fugtig naturSnoldelev Mose og Gl. Havdrup Mose ligger i samme tunneldal som Ramsødalen. I moserne yngler bl.a. rørhøg og rørdrum. Moserne er samlet udpeget som et fuglebeskyttelsesområde af hensyn til ynglefuglene rørdrum og rørhøg. Moserne blev fredet i 1978 og udgør sammen med det mellemliggende engområde 98 ha.
Snoldelev Mose
I Snoldelev Mose har der været tørvegravning, hvilket har dannet en sø med en ø i midten. Tidligere var øen åben, og der voksede tranebær, men i dag er den groet til i birk. Fund af mange skeletter, heraf over 50 menneskekranier, tyder på at Snoldelev Mose har været en offermose.
Adgang: Der er adgang fra markvejen, der udgår mellem nr. 2 og 5 på Hastrupvej ca. 600 meter øst for Snoldelev.
Gl. Havdrup Mose
Gl. Havdrup Mose er mere varieret med tørre og våde områder som kratskov, rørskov og små og store vandhuller samt græsset eng. I mosens vestlige ende står et fugletårn.
Adgang: Der er adgang til mosen ad markvejen ved Hastrupvej 1. På markvejen er en lille p-plads.