Stort, flot område med natur, rekreation og kulturhistorie
Sct. Hans Hospital, Danmarks ældste psykiatriske hospital fra 1808, ligger i et flot, grønt område med mange naturtyper. Snart skyder en ny bydel op.I 1800-tallet byggede man Sankt Hans Hospital til sindslidende. I dag bygger Region Hovedstaden mere tidssvarende rammer for behandling. Og Roskilde Kommune har købt en står del af det tidligere hospitalsområde for at udvikle og bevare områdets særlige kvaliteter; fjordlandskab, park og hospitalets gamle bygninger. Over 20 år udvikles området så der bliver cirka 400 boliger til alle aldre og indkomstniveauer – i kombination med erhverv og liv i den nye bydel.
Læs mere om udvikling af bydelen på kommunens hjemmeside, hvor man bl.a. kan finde helhedsplan og lokalplan for området.
Bemærk at der er en endnu gældende lokalplan for området.
Naturen på område
Sct. Hans Hospital, Danmarks ældste psykiatriske hospital fra 1808, ligger i et grønt område med mange naturtyper. Hospitalsdriften har holdt enge og lunde fri for almindelig byudvikling og efterladt en mangfoldighed af spor i landskabet. De åbne arealer blev fredet i 1999.
På en god vandretur fra Roskilde Havn til Gedevad kommer man gennem Sct. Hans Hospital. Læs mere om turen under naturperlerne og se ruten på kortet i naturperlefolderen.
I hæftet Terrænfrihed på Sct. Hans og i Sct. Hans Have kan du læse endnu mere om området omkring Sct. Hans Hospital. Hæftet indeholder interessant kultur- og naturhistorie, billeder, kort og vejvisning til området, som absolut er et besøg værd.
På området ligger også Sct. Hans Have, som er en forening med café og butik, et drivhus med havemøbler og et til gartneri med plantesalg m.m. I det daglige arbejde inkluderer foreningen psykiatriske patienter og udsatte ledige. Læs mere på scthanshave.dk.