Hørhusenes Græsningslaug har åbent for nye medlemmer
I 2019 og '20 har 10 lam græsset i Hørhusfolden langs vejen Hørhusene. Nu er de slagtet, men i 2021 skulle der gerne være endnu flere, så naturen kan blive plejet endnu bedre.Vil man have bedre natur, men ikke kød, kan man være støttemedlem for 150 kr og angive om man vil eller ikke vil have tilsynstjanser.
I den smukke kuperede fold ved Hørhusene i Roskilde vest, går en lille flok lam og geder og græsser sig tykke og saftige. Mens de græsser, holder de naturen i skak, så området kan udvikle sig til levested for sarte lyskrævende dyr, svampe og planter, i stedet for at blive til mørk skov og mose.
Når efteråret kommer, slagtes lammene og kødet fordeles mellem græsningslaugets medlemmer. Måske garves skindene og ulden
kartes og spindes. Næste forsommer leveres et nyt hold lam og geder. De plejer naturen i folden, mens laugets medlemmer plejer dem, nyder naturen, og ser frem til endnu et års forsyning af koteletter og uld.
Hørhusenes græsningslaug startede med fire lam i 2016. I 2021 håber vi at komme over 10 lam, for naturen på den tidligere tiltagende tilgroede brakmark har tydeligt gavn af græsningen. Men den har faktisk brug for mere.
Så nu er der åbent for nye medlemmer.
Skriv/ring til formand Lise Hoffmeyer
for tilmelding eller mere info på:
lisehoffmeyer@gmail.com tlf: 21812881
- Hvad kræver det:
● Tilsyn af får og geder ca. en dag hver 3. uge + en dag hver 5. weekend (Det tager typisk 20-60 min i dejlige omgivelser)
● Meget gerne deltagelse i arbejdsdage 2-4 gange om året
● Indbetaling af indskud på 150,- kr. i kontingent samt 800,- kr. pr. halve lam.
- Hvad får man ud af det:
● Lækkert bæredygtigt kød fra glade lam, som du kender (1/2 lam giver 7-10 kg kød)
● Glæden ved at være en del af et meningsfuldt fællesskab
● Mulighed for at lære om dyrehold og naturpleje
● Fine oplevelser med dyr, svampe, planter, udsigt, vejr og mennesker