Løbende Nordmark-notater om DN og offentligheden
En naturlig opgave er at følge lidt med i presseomtale og læserbreve om DN Roskilde.Ingen(s) interesser har gavn af at DN er tavs om sin rolle. Og er der gode råd i kritiske læserbreve, overvejer vi dem selvfølgelig seriøst.
1 En sur "opsang" som ikke gør nogen gavn - og et svar som måske gavner lidt.
Efter stormen Urd i december '16 (men også før) har forskellige henvendt sig til DN Roskilde om vores klage fra januar '16. Journalister og involverede og interesserede.
En del positive, flest nysgerrige, nogle skeptiske, og enkelte negative.
Nedenfor citerer vi i anonymiseret form et godt eksempel på, hvordan man ikke opnår noget som helst.
- Og vores svar, hvor vi prøver at give opsangeren lyst til at vide lidt mere.
.... måske synes han bare vi er højrøvede. Men vi vil gerne svare alle pænt, og ikke feje noget ind under græstæppet.
(Når man ser sådanne mails, forstår man lidt af, hvor besværligt det må være at organisere de mange interessenter i noget, der ligner en konstruktiv proces.
Men det ser nu ud til at gå ret godt.)
OPSANG:
DN Roskilde
V Jørgen Nielsen
Ref til indslag i tv onsdag
Endelig kom der ansigt på en repræsentant for den samling selvfede fjolser som har forhindret at projekt dæmning i Jyllinge ikke påbegyndt endnu . I er da så øvede i at blande jer i projekter som omfatter naturen ,at i på forhånd var bekendt med hvor lang tid den slags klager tager. Er i stolte over jeres egoistiske adfærd ? Der er næppe nogen af jer, bag denne klage , der bor i det truede område, så derfor kan i læne jer tilbage og dyrke jeres magt demonstration. Jeg og mange flere i området
er rasende over det nonsens i har fundet på. Måske skulle i stå frem og undskylde jeres tåbelige adfærd,og for fremtiden bruge den indvendige side af hovedet . Og træk så den klage tilbage !
PS. Bodil kostede 445.000,-
(Navn og adresse)
Nedsang:
Hej (Navn)
Tak for din mail, som jeg blev ked af - og det var vel også meningen, foruden at slippe lidt overtryk ud.
Jeg føler mig ikke ramt. Det, jeg blev ked af, er at se et eksempel på, hvor destruktivt nogle (heldigvis få) vil spille ind i en i forvejen svær proces. Jeg tar det dog ikke alvorligt, for jeg kan jo godt se at det bare er tomme anklager og skældsord uden egentligt indhold eller reel baggrund; ikke noget, du rigtig har gennemtænkt eller sat dig ind i.
Og heldigvis har vi -og jeg- oplevet langt flere ordentlige og konstruktive reaktioner fra beboere i området. Ikke kun de, der var taknemmelige for vores bidrag; også fra nogle, der hellere havde været uden det, men stadig haft format til at te sig civiliseret og gerne villet forstå andet end egne fordomme.
Måske er du faktisk ligeglad med virkelige kendsgerninger, men jeg har altså lært at opføre mig nogenlunde ordentligt overfor andre, og da du IKKE har skrevet anonymt, men står ved din mail, synes jeg du skal have et ordentligt svar. Uden skidtspande, men med lidt fakta og lidt ironi.
MÅSKE var du fuld og frustreret, da du mailede og måske er ”den indvendige side af hovedet” nu blevet ædru og parat til lidt reel viden om det nonsens, vi -eller nok snarere du selv- har fundet på. Det håber jeg, og det er dén sunde fornuftsside, jeg nu skriver til.
Jeg anonymiserer din mail og lægger den på dn.dk/roskilde som et eksempel på hvordan man IKKE gavner sin sag.
(Jeg hedder for resten ikke Jørgen Nielsen, men Bjørn Petersen, men pyt med det).
Også i februar gav mit ansigt live-interview til Lorry - oppe for enden af Osvej, sammen med Kim Boddum. Og jeg selvfede fjols har langtfra holdt mig og DN Roskilde usynlige. Tvært imod har vi med glæde deltaget i samtaler og møder med gensidig respekt og fornuftsargumenter. Og også selv inviteret til konstruktive drøftelser. Det er og har været meget positivt, og der er kommet gode resultater ud af det.
Havde du og de mange flere rasende i området inviteret os til at komme og stå frem, var vi kommet. Ikke for at undskylde, for vores adfærd i sagen har ikke været tåbelig. (Heller ikke fejlfri, men grundlæggende fornuftig og gavnlig).
Vi var kommet for at forklare OG lytte til lokale forklaringer.
Du har ret i at vi faktisk er rimeligt bekendt med de indviklede planlove og det klagesystem, landets politikere har besluttet. (Dog ikke at regeringen ligefrem kunne finde på at sabotere klagenævnet ved at ”udflytte” det til Viborg for en formue.)
Derfor bad vi om at vores klage ikke skulle have ”opsættende virkning”. Det valgte de så alligevel. Det kommer dog ikke til at sinke anlægsarbejdet, da kommunen stadig har mange forundersøgelser og del-tilladelser mv at gøre færdige mens klagerne samler støv. (En eller 2 håndfulde klager fra lokale over forskellige ting skal vist også behandles, selvom det mest er DNs, måske også mere sagligt vægtige klage, der bliver nævnt).
Så når disse forberedelser er færdige, er DNs klage enten blevet behandlet, eller også er den nok frafaldet, fordi forstandige folk allerede har ændret projektet til noget, alle kan være gladere for, end det utilfredsstillende første.
Så ja, vi er stolte. Men ikke egoister. Det lader vi andre om.
Selvom ingen fra DN Roskildes bestyrelse bor i Nordmarken, kommer nogle af os alligevel en del i dette hyggelige hjørne af kommunen, og har en kærlighed til det. Som er vokset, jo mere vi er kommet her. Det er blandt andet derfor, vi gerne ofrer tid, energi og spekulationer på det, selvom ingen og intet tvinger os.
PS: Kystsikringen er anslået til at koste kommunekassen ca 9 millioner, digelaget (= de berørte ejere) ca 9 millioner og statskassen et eller andet beløb, jeg ikke husker. For et projekt, der er planlagt til at sikre ejendommene i ca 30 år. Ingen ved, hvad der derefter sker. I 1954 var ingen af sommerhusene bygget. Det er 62 år siden.
…. Men Bodil må da have kostet meget mere end 445.000? Er det dit hus, som Bodil har beskadiget for 445.000?
Er det blevet vurderet, hvor meget hun tilsammen har kostet? I Nordmark, i Roskilde og i Danmark?
PPS: Du ved det jo nok godt, men alligevel: HVIS man ønsker reelle forbedringer, så opnår man intet med skældsord og grundløse beskyldninger. Vil man bare sprede lidt surhed, er det en anden sag. Du er velkommen til at bidrage med noget, der reelt gavner processen, hvis du vil og kan. Vi lytter altid gerne til fornuftsargumenter.
2 DN Roskilde i Roskilde Avis 3/1 '17 om Jyllinge Nordmark
Jeg har tjækket Roskildes 2 ugeaviser i dag, og konstateret at der ikke aktuelt er brug for et læserbrevssvar fra os. Et læserbrev og en redaktør-kommentar gentager den udbredte misforståelse at vor (og andres) klager forsinker bygningen af digerne.
Et andet læserbrev kritiserer selve ideen om et dige overhovedet, og kritiserer vistnok måske DN for at være tilhænger af stien langs åen.
Alle 3 er markeringer af skribenternes mening, snarere end at bringe ny viden, der behøver granskes nærmere.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens facebook citeres for en fornufts- og fakta-baseret kommentar, hvor det fremgår at sådanne projekter rent faktisk er komplicerede og i sagens natur tager tid. Han nævner også at ”vi” skal værne om retssikkerheden og at borgerne skal involveres i et optimalt forløb. Men ikke ”som i dag, hvor få borgere eller organisationer kan tage tusindvis af borgere som gidsler”.
Det er rigtigt at sådan kan det faktisk gå i dag. På grund af en usmidig og upraktisk opbygget lovgivning, kan folk eller organisationer med et seriøst og legitimt konstruktivt ærinde risikere at mangle andre muligheder for at bidrage, end via klage til en langsom bureaukratisk mølle.
Ministeren skriver helt fornuftigt at kommunerne bør inddrage ”de relevante parter i ansøgningsprocessen, så sagen er velbelyst, og der ikke kommer flere forsinkelser på grund af klager” …… samt at sikre alle øvrige nødvendige myndighedsgodkendelser.
Ordet ”flere” er faktuelt forkert, for den øvrige sagsbehandling og planlægning har IKKE overhalet klagesystemet. Dvs selvom ingen havde klaget, ville projektet stadig ikke være længere fremme (jo, måske det dårligere projekt, som først var i spil, men ikke det forbedrede, man alligevel ville have været nødt til at nå frem til).
Men selve tankegangen er helt rigtig, og præcis dén, vi hele tiden har ønsket og bedt om.
Det med gidseltagningen bliver måske desværre svært at komme udenom, da nogle af klagerne har lovet at de vil blive ved og ved med at klage, hvis de ikke får lige præcis deres egen vilje på deres matrikel. Lad os håbe at også dé til syvende og sidst har format til at indgå kompromis, og yde deres skærv, ligesom alle andre. Det er jo ikke sådan at de intet får ud af digelagets, kommunens øvrige borgeres og statens foræring. Selvom det kunne lyde sådan.
Bjørn Petersen